Vigtigheden af et forenings fællesskab!
I en tid hvor flere og flere unge – særligt piger – kæmper med mistrivsel, følelsen af ensomhed og lavt selvværd, bliver fællesskab vigtigere end nogensinde før. Fællesskaber kan være det anker, som giver unge en følelse af at høre til, blive set og være en del af noget større. Og netop her spiller foreningslivet en helt central rolle.
Foreningslivet – mere end sport
Foreningslivet er meget mere end fodboldkampe, gymnastikopvisninger og håndboldtræning. Det er et rum, hvor unge kan finde mening, relationer og rollemodeller. Det er her de lærer at samarbejde, tage ansvar, fejle og prøve igen. I et fællesskab bliver man spejlet – og spejling er essentielt for udvikling. Man får mulighed for at opdage, at man ikke er alene med sine tanker og følelser.
Desværre viser undersøgelser, at især piger med anden etnisk baggrund ofte står udenfor disse fællesskaber. Ifølge VIVE deltager seks ud af ti piger med anden etnisk baggrund slet ikke i fritidsaktiviteter eller sport. Barriererne er mange – kulturelle normer, manglende rollemodeller og følelsen af ikke at passe ind. Og netop derfor er det vigtigt, at vi nytænker fællesskaber, så de bliver mere inkluderende og tilgængelige for alle.
Mental sundhed starter i kroppen
Fysisk aktivitet er ikke kun godt for kroppen – det er også livsnødvendigt for sindet. Når vi bevæger os, frigiver kroppen endorfiner, som reducerer stress og løfter humøret. Samtidig styrker det følelsen af kontrol og mestring, hvilket er helt afgørende for unge i en tid, hvor mange føler sig magtesløse og utilstrækkelige.
Sundhedsstyrelsen peger igen og igen på, at bevægelse har en direkte positiv effekt på unges mentale trivsel, læring og generelle sundhed. Men det kræver, at vi tør gentænke, hvordan og hvor bevægelse finder sted. Det skal ikke kun være konkurrencepræget eller præstationsfokuseret – det skal være sjovt, trygt og meningsfuldt.
Et trygt rum at vokse i
Hos The Life Tribes tror vi på, at fællesskaber, hvor krop, sind og sjæl får plads, er fremtidens svar på den mistrivsel, vi ser blandt unge i dag. Vi skaber rum, hvor det ikke handler om at være bedst, men om at have det godt. Hvor grænser, følelser og energi får plads – og hvor bevægelse bliver et redskab til at skabe forbindelse til sig selv og til andre.
Når vi lærer unge at regulere deres nervesystem, mærke deres egne grænser og finde ro i kroppen, giver vi dem ikke bare redskaber til at klare hverdagen – vi giver dem også adgang til fællesskaber, hvor de føler sig hjemme.
Lad os bygge bro
Vi har alle et ansvar for at invitere de unge ind i fællesskaber, hvor de bliver mødt med forståelse, nysgerrighed og respekt. Ved at kombinere fysisk aktivitet med fokus på mental sundhed og relationer, kan vi skabe rammer, hvor unge trives – både i kroppen, sindet og i fællesskabet.
For når unge føler sig forbundet, styrkes både deres mentale sundhed og deres livsglæde. Og det starter med noget så simpelt – og så stærkt – som et trygt fællesskab.